Nordjyllands Politi er mandag aften til stede i Hjallerup, hvor en 13-årig pige er fundet dræbt, nær varmeværket på Gravensgade. To mistænkte er anholdt i sagen.
Nordjyllands Politi modtog mandag aften klokken 22:10 et alarmopkald via 112, angående et forhold i Hjallerup. Ved patruljerne og ambulancens ankomst fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død på stedet.
To mistænkte – en ung kvinde og en ung mand – blev pågrebet kort efter og Nordjyllands Politi mistænker de to personer i sagen.
Nordjyllands Politi er talstærkt til stede i området omkring varmeværket og Idræts Alle, hvor massive undersøgelser pågår. Politiet beder alle holde sig fra området og følge politiets anvisninger.
De pårørende er underrettet.
Massivt opbud af politi og beredskab i Hjallerup efter drab på 13-årig pige
Efterforskningen fortsætter på højtryk i Hjallerup, hvor en 13-årig pige mandag aften blev dræbt. Politiet beder alle med oplysninger i sagen henvende sig på telefon 114.
Nordjyllands Politi modtog mandag aften den 11. marts 2024 klokken 22:10 anmeldelse om en livløs person via telefon 112. Adskillige patruljer og en ambulance blev omgående sendt til Gravensgade 16 i Hjallerup, hvor Hjallerup Fjernvarme har til huse.
Her fandt man den 13-årige, svært tilskadekomne pige. Til trods for hurtig førstehjælp på stedet, stod pigens liv ikke til at redde. Nordjyllands Politi iværksatte straks massiv efterforskning og kunne kort efter foretage anholdelse af en 17-årig ung mand, samt en 13-årig pige.
Leder af politiets efterforskning, fungerende vicepolitiinspektør Mads Hessellund, Nordjyllands Politi udtaler:
”Vi ved at der er en relation mellem den dræbte og de to anholdte, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale os om motivet for drabet. Vi kommer til at undersøge sagen til bunds og afdække hele hændelsesforløbet – før, under og efter.”
Afspærringer i Hjallerup
Nordjyllands Politi vil natten igennem arbejde på højtryk i området omkring Hjallerup Fjernvarme på Gravensgade, hvor den 13-årige pige blev fundet, men er også tilstede i andre dele af byen. Generelt vil borgere i og omkring Hjallerup kunne se synligt politi, samt beredskab og hjemmeværn, ligesom politiets hunde vil søge spor forskellige steder.
Borgere i Hjallerup vil formentlig blive mødt af afspærringer i dele af byen tirsdag morgen, da de tekniske undersøgelser vil fortsætte en rum tid endnu.
Oplysninger skal gå til 114
Mads Hessellund beder alle med oplysninger i sagen om at henvende sig på telefon 114:
”Vi understreger at vi ser på sagen som en enkeltstående og dybt ulykkelig hændelse, men vi har fuld forståelse for, hvis det afføder utryghed i området og mange spekulationer om, hvad der kan være sket.
Har man informationer i sagen som kan være af relevans for politiet, skal man endelig henvende sig på telefon 114. Alle oplysninger kan være værdifulde og bidrage til politiets efterforskning.”