Mandag aften foretog færdselspolitiet i en civil patruljebil med videoudstyr måling af bilisternes hastighed på Køge Bugt Motorvejen ved Greve. Højst tilladte hastighed er ifølge skiltningen 110 km/t, men to bilister blev inden for kort tid afsløret i at køre væsentligt hurtigere end tilladt.
Kl. 20.01 blev en 22-årig mand fra Odense sigtet for at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 164 km/t i en personbil i det nordgående spor på motorvejen.
Kl. 20.25 blev en 29-årig mand fra Næstved målt til at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 161 km/t i sydgående retning på motorvejen.
Begge bilister kan nu ud over en bøde for hastighedsovertrædelsen, der i begge tilfælde var højere end 160 km/t, forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet samt betaling af et bidrag på 500 kr. til Offerfonden.
En betinget frakendelse af kørekortet vil i givet fald betyde krav om aflæggelse af både en ny teori- og køreprøve, såfremt førerretten skal bevares.