Bilister kørte galt i vintervejret

Vintervejret og det glatte føre var mandag aften medvirkende til to uafhængige færdselsuheld. På Gudhjemvej i Østerlars var en kvinde kørt i grøften omkring kl. 18.20, heldigvis uden personlige eller materielle skader.

Så godt gik det ikke for en kassevogn, der efter at have rullet rundt endte i grøften på Lyrsbyvej i Østermarie lidt før kl. 22.30. Der var tre personer i vognen, som kun havde sæder til to personer, hvorfor den tredje ikke var spændt fast med sele. To personer var lettere tilskadekomne, og den tredje havde været bevidstløs. De blev efterfølgende undersøgt på hospitalet.

Kør forsigtigt

Der er glat på vejene i denne tid, hvor sneen og temperaturen falder. Husk helårs- eller vinterdæk på bilen, og sæt ekstra tid af til at fjerne sne, is, salt og snavs fra lygter, ruder, spejle og vinduesviskere samt det værste sne på bilens tag og kølerhjelm, inden du kører ud. Kør hjemmefra i god tid, og kør forsigtigt – også hvis det betyder, du skal sænke farten. Og hold ekstra afstand til andre bilister. Bilen er længere tid om at bremse i glat føre.

Kilde : Bornholms Politi

About The Author