Anholdt efter sporing af stjålet iPad

En iPad førte natten til onsdag til anholdelsen af en 27-årig mand, der nu er sigtet for indbrud.

Tirsdag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et indbrud begået i en villa i Brabrand, hvor der blandt andet var blevet stjålet en iPad. Beboerne havde aktiveret funktionen ”Find” på iPad’en og kunne derfor spore dens bevægelser.

Det var i første omgang ikke muligt at finde det præcise sted, hvor signalet kom frem, men omkring kl. 01.20 ringede ejeren og sagde, at signalet kom fra et sted i det vestlige Aarhus. Det så ud til, at iPaden befandt sig i en bil, som kørte i området.

En patrulje kørte til stedet, og via signalet og ejerens beskrivelser, blev betjentene ledt frem til en bil på Tilst Parkvej i Tilst. I bilen lå bl.a. den stjålne iPad og et kojern, og en 27-årig mand, der befandt sig i bilen blev anholdt og sigtet for indbrud.

Kilde : Østjyllands Politi

 

About The Author