To borgere anmeldte onsdag, at de havde været udsat for et svindelnummer. Den ene er en kvinde, der bor mellem Næstved og Vordingborg, som forklarede, at hun i tirsdags var blevet ringet op af en imødekommende mand, der foregav at være fra hendes bank, og han fortalte, at der var blevet flyttet nogle penge fra kvindens konto til en anden. Hun blev vejledt om at lægge sine betalingskort i en kuvert, og hendes “bankmand” gav hende en kode, hun skulle skrive på kuverten, og så ville der komme en kurer, som skulle have udleveret kortene, når han oplyste “kontrolkoden”. Kvinden udleverede derefter sine betalingskort og kunne så senere konstatere, at der var hævet nogle beløb fra hendes konti.
En 86-årig kvinde fra Næstved anmeldte senere onsdag, at hun havde været ude for et nogenlunde tilsvarende bedrageri, hvor det imidlertid var “Udbetaling Danmark”, der havde ringet hende op. Også i dette tilfælde lykkedes det svindlerne at lokke kvindens betalingskort fra hende, og der blev senere hævet et kontant beløb.
Politiet opfordrer endnu en gang til at være ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op fra banken eller fra andre myndigheder. Hverken banker, kommunen eller politiet vil spørge efter pin-koder, adgangskoder eller lignende. Afbryd samtalen og ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4 eller til banken på dens hovednummer for at kontrollere opkaldets rigtighed.
Politiet gentager, at man som pårørende til ældre og til borgere, som måske er mindre rutinerede i brug af betalingskort, netbank og sociale medier, taler med dem og advarer mod at blive snydt. På SikkerDigitals hjemmeside er der en række gode råd, hvor man blandt andet kan se Bodil Jørgensen spå om fremtiden.
Kilde : Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi