Torsdag morgen er en person blevet fundet livløs i vandet ved Greve Strand. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Fundet blev gjort ved stranden ud for Niels Pedersensvej i Greve, hvor politi og øvrige beredskabsenheder efterfølgende er rykket ud. Området er i øjeblikket afspærret, mens politiet undersøger omstændighederne omkring hændelsen.
Der er på nuværende tidspunkt ikke meldt yderligere oplysninger om personens identitet eller dødsårsagen. Politiet oplyser, at de vil komme med flere informationer, når efterforskningen skrider frem.