Mandag formiddag rykkede Midt- og Sydsjællands Brand & Redning station Præstø, ambulance og politi ud til et færdselsuheld på Sydmotorvejen i nordgående retning mellem Tappernøje og Rønnede.
Førstemeldingen lød på et færdselsuheld med bilbrand, men ved ankomsten viste det sig, at der var tale om en mini-lastbil, som var væltet om på siden i højre vognbane.
Køretøjet havde påkørt autoværnet i midterrabatten, hvilket medførte røgudvikling fra bilen. Til TV2 ØST oplyser Bo Geo Petersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at en ambulance blev sendt til stedet for at tilse lastbilens chauffør. Chaufføren var selv i stand til at kravle ud af køretøjet efter ulykken.
Omkring klokken 12.05 blev Sydmotorvejen i en lille rum tid spærret helt i nordgående retning, mens redningsmandskabet arbejder på at få fjernet den forulykkede mini-lastbil fra kørebanen.
De foreløbige vurderinger peger på, at glat føre kombineret med kraftig sidevind kan have været årsag til uheldet.
Der er ingen meldinger om alvorlig personskade i forbindelse med færdselsuheldet.







